FC Prostata vinder Danskernes Idrætspris

Nyskabende fodboldprojekt rettet mod kræftpatienter sender pris til hovedstaden, hvorfra det allerede er på vej til at blive udbredt til hele landet.

Klubbaseret fodbold til mænd med prostatakræft. Det er i seks ord, hvad vinderen af Danskernes Idrætspris 2016, FC Prostata, handler om. Bag projektet står Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF) på Rigshospitalet og dermed lander prisen i hovedstaden efter to år med fynske vindere.

Med prisen, der blev overrakt til DR’s show SPORT 2016, modtager FC Prostata 100.000 kr. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.

FC Prostata, der er forankret i Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF) på Rigshospitalet i samarbejde med fodboldprofessor Peter Krustrup (SDU) og Dansk Boldspil-Union, har oprettet fire særlige fodboldhold for mænd med prostatakræft (Østerbro If, Fremad Valby, Lyseng IF og Esbjerg Forenede Boldklubber). En femte klub er på vej på Fyn (Odense KFUM). Projektet er det første af sin art herhjemme og realiseres i partnerskab mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger.

”Det her er i sandhed en fantastisk stor ære,” siger Julie Midtgaard, forsknings- og projektleder på FC Prostata, Rigshospitalet, der modtog prisen sammen med Anders Munk (prostatakræftpatient og spiller på FC Prostata holdet i Lyseng IF ved Århus) og Torben Friberg (FC Prostata forenings-/klubrepræsentant og bestyrelsesmedlem i Østerbro IF). Danskernes Idrætspris blev præsenteret på scenen af Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director i e-Boks, Niels Nygaard, formand i DIF, præsenterede de tre nominerede og OL-guldvinder Pernille Blume offentliggjort vinderen. "I aften går vores hyldest til de danske atleter. Men vi bør også hylde foreningsidrætten. For det er her, at kimen til de danske medaljer bliver lagt. Foreningsidrætten er stærkt forankret blandt os danskere – det er i den, vi finder sammen i sociale fællesskaber. Foreningsidrætten omfavner alle og skaber dermed den sammenhængskraft, som er så værdifuld i vores samfund. Derfor er vi i e-Boks meget stolte af, sammen med Danmarks Idrætsforbund og DR P4, at stå bag Danskernes Idrætspris – en pris der hylder foreningsidrætten i Danmark”, siger Susanne Søndahl Wolff. Når FC Prostata endte med at få den prestigefyldte pris, skyldes det i høj grad de perspektiver, der ligger i initiativet. ”FC Prostata er et særdeles interessant initiativ fordi, der her er tale om et banebrydende samarbejde mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger,” siger Niels Nygaard. ”Initiativet har fokus på idrættens sundhedsskabende værdi og har haft succes med at fastholde mænd i foreningsidrætten. På den måde kan FC Prostata stå som en bæredygtig model for udbredelsen af foreningsbaseret tilbud om fysisk aktivitet i kræftrehabilitering.”


Om vinderen af Danskernes Idrætspris: FC Prostata – indstillet i hovedstaden

FC Prostata (www.fcprostata.dk) er et landsdækkende initiativ, som handler om at udvikle, afprøve og implementere klubbaseret fodbold til mænd med prostatakræft. Kun få mænd med prostatakræft følger nemlig de gældende motionsanbefalinger, og forbavsende få deltager i eksisterende tilbud om rehabilitering. I samarbejde med Dansk Boldspil-Union er der på et år oprettet fire særlige fodboldhold for mænd med prostatakræft (Østerbro If, Fremad Valby, Lyseng IF og Esbjerg Forenede Boldklubber) og en 5. klub er på vej på Fyn (Odense KFUM). Holdene træner to gange ugentligt, og træningen varetages af særligt uddannede trænere. Projektet er det første af sin art herhjemme og realiseres i partnerskab mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger.


Om de to øvrige finalister:

Åben Idræt (i Hammel Idrætscenter) – indstillet i Østjylland

600 børn deltager i Åben Idræt Hammel, som er en by med ca. 7.000 indbyggere. Børnene kan deltage i mange forskellige idrætsgrene i fire sammenhængende sportshaller plus svømmehal. Blandt mulighederne er fodbold, futsal, håndbold, svømning, badminton, bordtennis, gymnastisk og airtrack, zumba, hockey, karate, brydning, yoga, spinning, cykling, golf, tennis, høvdingebold, curling på gulvtæppe, kinball, bob og brætspil. Eventen planlægges af Hammel Idrætscenter og frivillige hjælpere fra de lokale idrætsforeninger og 10. klassecenter sørger for den praktiske udførelse.

BørneBasketFond - indstillet på Fyn

Initiativet binder indsatserne sammen fra en lang række organisationer - DIF, DBBF, DGI og Game - og leverer en masse basketball til børnene i skoler, på SFO´er, samt ikke mindst i eksisterende og i nye basketballklubber - rundt om i hele landet. Initiativets primære fokus er at få bevæget de børn der ellers ikke ville være aktive - både i og efter skoletiden. Ud fra tesen "der er for få børn der spiller basketball, fordi der er for få foreninger der udbyder basketball til børn", er der startet ti nye basketballklubber op i hele landet - bl.a. i Odense og på Thurø (i samarbejde med Svendborg Basketball Club) som er i indstillerens område. BørneBasketFonden leverer basketballundervisning i skolernes idrætstimer og har i 2016 indgået aftaler med ca. 305 folkeskoleskoleklasser. Derudover en lang række SFO´er og en bemandet legeplads i et udsat boligområde. Læs mere på www.danskernesidrætspris.dk

Regionsvindere 2016

De ni vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af DIF’s bestyrelse, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer, der er vinderen. Den endelige vinder, som DIF's bestyrelse udpeger, afsløres ved DR’s sportsshow SPORT 2016 7. januar 2017.

P4 Fyn

BørneBasketFonden

Vis Initiativ

P4 København & Bornholm

FC Prostata

Vis Initiativ

P4 Midt og Vest

Frederiks. Ét lokalsamfund - mange samarbejdspartnere

Vis Initiativ

P4 Nordjylland

Handicap venligt skydecenter, Vodskov skytteforening

Vis Initiativ

P4 Sjælland

Familietons

Vis Initiativ

P4 Syd

Helle Team Tramp

Vis Initiativ

P4 Trekanten

HIU - Handicapidræt i Uldum

Vis Initiativ

P4 Østjylland

Åben Idræt (i Hammel Idrætscenter)

Vis Initiativ