Minitræning i naturen

Hvad går initiativet ud på?

Minitræning i naturen er et initiativ under Silkeborg Orienteringsklub, rettet mod børn i aldersgruppen 3-7 år og disses forældre. Initiativet er sat i værk fordi de traditionelle aktiviteter i en orienteringsklub, hvor man løbetræner, lærer at forstå et kort og finde vej, ikke er velegnet til denne aldersgruppe. Forældrene er dels med for at hjælpe, dels med som deltagere på lige fod med deres børn. Aktiviteterne er inspireret af noget af det, der i øvrigt foregår i orienteringsklubben, men er primært rettet mod at gøre børnene (og deres forældre) trygge ved og glade for at komme i naturen. Aktiviteterne favner bredt, og går ud på gennem leg og bevægelse at vise, hvordan man kan bruge naturen, og kan dermed også fremme interessen for at opsøge naturen på egen hånd. I minitræningen bevæger man sig over stok og sten, balancerer på træstammer, hopper over grøfter og kravler gennem krat. Kigger lidt på kort undervejs, eller tegner selv et ”kort” over hvor man har været, eller hvad man har oplevet i skoven. Og er på skattejagt og lærer noget om farver, bogstaver og tal. Støder man på noget spændende undervejs, en bille der kravler over stien, en flot sten eller en myretue er der tid til det også.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Initiativet kan tjene som inspiration for andre ved at vise, hvordan man kan tænke nyt og samtidig udnytte eksisterende rammer. Initiativet giver på samme tid de, som allerede er aktive et ekstra tilbud og tiltrækker nye målgrupper og deltagere. Desuden er initiativet sat i søen af medlemmer, som ikke hidtil har været aktive som ledere eller trænere i foreningen. Med det brede sigte initiativet har, er der tale om et godt ”grundforløb,” der retter sig mod alle former for idræts- og andre aktiviteter med udgangspunkt i naturen.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Initiativet kombinerer på en unik måde leg og læring for de yngste med naturen som idrætsplads. Og det er et tilbud til småbørnsfamilier om oplevelser, man kan dele. Både børnene og deres forældre, eller bedsteforældre, bliver aktiveret. Børn og voksne er fælles om aktiviteterne på samme måde som det kendes fra mor-og-barn gymnastik eller forældresvømning. Børn i alderen 3-7 år bevæger sig helst af lyst, og lærer gennem kroppen og sanserne. Initiativet understøtter dette med aktiviteter, der har fokus på krop og bevægelse, og hvor bevægelsen foregår gennem leg. Udgifterne til at iværksætte og drive aktiviteten har været små. En del af materialet findes i forvejen i orienteringsklubben, eller er selvfremstillet. Desuden udnytter initiativet i høj grad naturens gratis ressourcer: skov, vand, stier, bakker, … Initiativet retter sig både mod de, som er vant til at komme i skoven og nytilkomne. Dette gælder såvel deltagere som tovholdere på initiativet. Der kræves ikke særlige forudsætninger udover en god portion nysgerrighed, lyst til at lege og lære, og mod på at komme ud og røre sig.